Review (Danish): I den symfoniske himmel: Torsdagskoncert var ren verdensklasse (Kristeligt Dagblad) ******

Franskmanden Hector Berlioz kunne i 1830 holde uropførelse på sin skelsættende ”Symphonie Fantastique” – en fantastisk symfoni, hvor han i fem satser slipper et væld af følelser løs i en orkesterpragt, der næsten 200 år senere stadig er i stand til at forbløffe. Berlioz havde ønsket, at ingen skulle være i tvivl om, hvad han ville med denne musik, så han havde i den franske avis Le Figaro ladet trykke en ordrig forklaring om, hvad han sats for sats havde ønsket at skildre.
Dette værk var hovedretten på en aften, hvor man endnu en gang kunne opleve DR Symfoniorkestret demonstrere ren verdensklasse. Store orkesterværker som Berlioz’ næsten timelange symfoni ligger lige til højrebenet for den italienske chefdirigent Fabio Luisi. Hans årvågne og spændstige optræden på podiet udmønter sig i den grad i respons fra de forskellige sektioner i orkestret.
Forholdet mellem orkester og dirigent er som et ægteskab. Det gør fortolkningerne mere personlige Musikerne smittes tydeligvis af hans ildhu, der er kombineret med en minutiøs præcision, strygere og blæsere indgår i et eksemplarisk samspil, der viser nye facetter i et værk, man ellers troede at kende så godt.
Hele paletten bliver taget i brug: heftige vekselvirkninger mellem violiner og celloer, lange, smukke passager for engelskhorn – som når vi i den rolige midtersats bliver bragt ud i en landlig idyl – messingblæserne går på det nærmeste amok i fjerdesatsen, der skildrer en march til skafottet, og i finalen forener alle kræfterne sig i en vild afslutning, hvor messingblæserne og hele batteriet af slagtøj brager løs som afslutning på det mareridt om en heksesabbat, Berlioz har villet sætte i toner. Trods alle komponistens lidelser og helvedeskvaler blev det en time i den symfoniske himmel.
Dertil kom, at man inden pausen havde kunnet glæde sig over en eksemplarisk fremførelse af Franz Liszts klaverkoncert nummer 2 i A-dur fra 1848, et virtuost værk på godt 20 minutter uden pause mellem de mange sats- angivelser.
Her viste den 35-årige italienske pianist Alessandro Taverna en formidabel teknik, der kunne fremkalde forestillinger om, hvordan værket må være udsprunget af værkets oprindelse; hvordan Liszt – efter sigende sin tids ubestridt førende pianist – sad og improviserede ved tangenterne.
Taverna kvitterede for publikums stærke bifald ved som ekstranummer at spille et andet Liszt-nummer, hans parafrase over Verdis opera ”Rigoletto”, hvor han tryller med den berømte kvartet fra tredje akt. Også den italienske pianist tryllede ved tangenterne, men det var Berlioz’ i ordets bedste betydning vanvittige symfoni, der blev den store oplevelse på en torsdagskoncert, man sent vil glemme.
Liszt: Klaverkoncert nr. 2. Berlioz: Symphonie fantastique. DR Symfoniorkestret. Dirigeret af Fabio Luisi. Solist: Alessandro Taverna. Koncertmester: Christina Åstrand (netop indstillet til Nordisk Råds Musikpris 2019).

Peter Dürrfeld